På overfladen ligner han en ung mand med livet foran sig. Men hvad man ikke kan se er, at han har usynlige senfølger efter en hjernerystelse. Senfølger, der har sat det seneste halvandet år af hans liv på pause.
Af Siv Winum Kjærulff
Det er nytårsaften. Hans Emil skuer ud over fyrværkeriet, der på årets sidste aften maler himlen over København farverig. Det buldrer og brager, mens de glade mennesker går langs Søerne i København på vej mod nytårsfest. Imens Hans Emils venner er ude og fejre det nye år, sidder han hjemme i lejligheden med sine forældre. Han tager sine støjdæmpende høretelefoner på, og lægger sig i sin seng. Han er lettet. For det værste år af hans liv er overstået.
De støjdæmpende høretelefoner har været Hans Emils tro følgesvend, siden han fik hjernerystelsen.
Foto: Siv Winum Kjærulff
I en lykkerus af 4-1 til Danmark
Den 21. juni 2021 er egentlig en god dag for den dengang 21-årige Hans Emil Højgod. Danmark har nemlig vundet 4-1 over Rusland i EM-slutrunden, og det skal fejres.
“Fodboldkampen var den vildeste følelsesmæssige rutsjetur, jeg nogensinde har oplevet.”
I en rus af eufori cykler han med sine venner mod Trianglen i København. Til lyden af fodboldsange og folkefest kravler han op på en statue. Han ser glad ud over folkemængden, men falder baglæns ned fra statuen. Og pludselig er alt sort.
“Det er meget sløret. Jeg husker i glimt, at jeg bliver hentet af en ambulance og kørt rundt på hospitalets gange af en portør,” fortæller Hans Emil.
Syv sting, en brækket næse, fod og ryg, er konsekvenserne af faldet. Men det er ikke de brækkede knogler, der bliver bristepunktet for ham. Det er den hjernerystelse, han får under faldet, hvis konsekvenser han først finder ud af, da knoglerne er helet.
“På hospitalet gav de mig en pjece om hjernerystelser, og sagde at jeg skulle holde mig i ro. Men det var også det,” fortæller han.
Som en elektrisk storm i hjernen
Forestil dig, at du tænder en stikkontakt i det rum, du sidder i. I stedet for at tænde lyset i rummet, tænder du på et splitsekund alle lys i Danmark. Det er det, der sker i hjernen, når man får en hjernerystelse.
“Nervefibrene i hjernen bliver strukket, og så tror hjernen, at den skal tænde,” fortæller fysioterapeut og osteopat Mikas Lander, der til daglig behandler patienter med hjernerystelse.
“Man skal simpelthen forestille sig, at det skaber en slags kortvarig elektrisk storm i hjernen, som koster meget energi at rydde op efter,” siger Mikas Lander. Hjernen befinder sig med andre ord i en midlertidig energikrise.
25.000 danskere bliver hvert år ramt af en hjernerystelse. Af dem kommer 70 procent sig i løbet af et par uger. Men er man en af dem som Hans Emil, der stadig er ramt efter halvanden måned, er man ramt af senfølger.
Ifølge Mikas Lander, kan symptomerne ved senfølger for eksempel være hovedpine, svimmelhed, træthed og følsomhed overfor lys og lyd.
“Årsagerne er forskellige, men det skyldes, at ens nervesystem er ude af balance i blodet, inflammation, psyken, nakken eller øjnene og balancen,” siger Mikas Lander om hvorfor, man bliver ved med at have symptomer.
“Jeg møder tit patienter, som ikke har fået den rette vejledning og behandling. Hvis man skal komme sig efter en hjernerystelse, er det alfa omega, at man får det så tidligt som overhovedet muligt, for at undgå senfølger,” siger Mikas Lander om de mange hjernerystelsespatienter, der lider af senfølger.
Tilbage med et brag
Det er en efterårsdag i 2021, et par måneder efter ulykken, og Hans Emil er begyndt på højskole. Først på sommeren har han fået besked om, at han er kommet ind på sin drømmeuddannelse i Aarhus fra februar 2022. Højskolen er den optakt, han har glædet sig til.
Da hans mor henter ham for at køre ham til en rygscanning, lægger han sig ned i bilen. Han er så træt, at han ikke kan snakke.
Hans Emil bruger meget tid på at læse. Både for at træne sine øjne, men også for at give hjernen ro.
Foto: Siv Winum Kjærulff
“Jeg var fuldstændig udkørt. Trætheden var kommet igen,” fortæller han. I løbet af sommeren har han været begrænset af sine brækkede knogler. Han har følt sig træt og svag. Udover tinnitus og følsomhed overfor lys og lyd, mærker han ikke det store til hjernerystelsen. Men midt i højskolesangbøgerne og ungdomslivet, begynder symptomerne at tage til. Morgensang og fællesspisning bliver uudholdeligt for ham.
“Det føltes som om, at alle lydene stak som knive ind i hjernen. Der var simpelthen ikke plads til mere i mit hoved.”
Han beslutter at stoppe på højskolen, og tager i sommerhus med sine forældre, hvor der venter ham et stort arbejde, der udfordrer ham på hans tålmodighed. En tålmodighed, han finder i værelset i sommerhuset, der kommer til at agere mørkekammer de næste mange måneder.
“Jeg lå nogle gange og ventede på, at tiden ville gå,” fortæller han om perioden i sommerhuset. Det går ned ad bakke, for hans hjerne er stadig i ubalance. Han bruger sine dage på at lægge kabaler, spille Bezzerwizzer og gå ture til den lokale Netto.
“Jeg handlede ind med hørebøffer på. Der skulle for alt i verden ikke komme nogen lyd ind,” siger han om de indkøbsture, der er rigelig aktivitet for hans dag. Han får tilbudt en form for behandling, der skal hjælpe ham med at opdele sine aktiviteter efter et trafiklyssystem.
“Den behandling, de tilbød mig, handlede om at få styr på aftaler. Men det havde jeg ikke problemer med. Jeg havde brug for noget helt andet,” siger Hans Emil. Efter et par måneder i sit frivillige mørke søger han i samarbejde med sine forældre hjælp privat. Han begynder til synstræning og Kranio-Sakral terapi.
“Det blev mit startskud til fremgang,” siger han.
Et behandlingssystem i øst og vest
Hans Emils oplevelse er ikke enestående. Hvert år får Hjernerystelsesforeningen 2000 opkald fra personer med hjernerystelser. Ifølge Nicolai Aaen, der er sekretariatschef hos Hjernerystelsesforeningen, er de ramtes møde med behandlingssystemet præget af forskellighed.
“Der er for stor forskel på, hvordan man bliver modtaget. Det er et lotteri,” fortæller han. Hjernerystelsesforeningen anbefaler, at man laver det, der hedder et hjernerystelsesforløb.
“Mange ramte ender i en negativ spiral, hvis der ikke er tilstrækkelige offentlige tilbud, der, hvor de bor. Man kan risikere at bo i en kommune, hvor en hjernerystelse ikke bliver anerkendt som en erhvervet hjerneskade, og at man skal betale for sin behandling selv,” siger Nicolai Aaen. Behandlingstilbuddene er altså bestemt af, hvor man bor, noget Hjernerystelsesforeningen kæmper for at ændre på.
“Hjernerystelsesforløbet er en slags pakke, der ensarter måden, hvorpå man som ramt bliver mødt af behandlingssystemet. Man kan på den måde spare meget af den stress, som de ramte oplever,” siger Nicolai Aaen.
I forhold til eksempelvis en brækket arm, kan man ikke se en hjernerystelse på en scanning. Det, at man ikke kan se symptomerne med det blotte øje, kan være en del af udfordringen, hvilket ifølge fysioterapeut og osteopat Mikas Lander er ekstra udfordrende for de unge patienter.
“Jeg oplever tit unge, der ikke kan deltage i sociale arrangementer, fordi der er for mange stimuli. Dermed sker der en enorm social belastning, hvis vi ikke får behandlet dem i tide,” siger Mikas Lander.
Da Hans Emil stopper på højskolen, sletter han Instagram:
”Folk var så Instagram-liderlige. Det kunne jeg ikke holde ud at se på.”
Foto: Siv Winum Kjærulff
Et pauseår
Hans Emil bekymrer sig for, at han ikke kan være sammen med sine venner på samme måde som før.
“Jeg skulle vænne mig til, at alt foregår på mine præmisser. Vi kan for eksempel ikke høre musik. Det er et no-go,” siger Hans Emil, der også har brug for pauser, når han er sammen med sine venner. Og de begrænsninger gør det svært for ham at foretage noget spontant. Men en dag ringer hans søster til ham, og spørger om han har lyst til at kigge forbi. Og det har han.
“Det var helt befriende. Det var første gang i et halvt år, at jeg gjorde noget spontant. Det var også deromkring, jeg begyndte at kunne høre musik i badet igen.”
Hans Emil kan mærke, at han er i bedring. Men selv om han med privat behandling det seneste år, har fået det bedre, må han endnu engang udskyde drømmen om at starte på studiet.
“Min søster sagde, at jeg enten skulle gå all out, ellers skulle jeg trække stikket endnu en gang, og fokusere på at komme mig fuldstændig,” fortæller han. Selvom det er svært, er det en lettelse. For hans hjerne er stadig ikke klar.
At få sin ungdom igen
I dag, halvandet år efter ulykken, er han allerede i væsentlig bedring. Han er endelig klar til at starte på sin drømmeuddannelse til februar, et år senere end planlagt.
“Jeg fik et sug i maven, da jeg underskrev lejekontrakten i Aarhus. Beslutningen er taget, men jeg er selvfølgelig nervøs for, at det ikke lykkedes.”
Han har lært sine triggere at kende, og ved, hvad han skal være særligt opmærksom på.
“Min tinnitus er koblet meget op på mine øjne. Så jeg skal hele tiden tænke over, hvor meget jeg bruger en skærm,” fortæller Hans Emil om et af levnene fra hjernerystelsen.
“Det har hele tiden været målet at komme til Aarhus og læse. For mig er det at komme tilbage til et almindeligt liv. Jeg glæder mig til at have et socialt liv, der ikke er bundet op på at lave aftaler. Jeg glæder mig til at blive ung igen.”